Den århusianske trio Hvalfugl har skabt det perfekte lydtapet til en lang gåtur gennem en skov, hvor der stadig er lang tid til, at de grønne blade springer ud. På albummet ‘Som En Faldskærm’ blander de jazz, folk og tilsætter det et skvæt nordisk kulde, så de ender med en slags bøgeskovs-Bon Iver.

Mit yndlingsnummer er ‘Jeg venter herhjemme’, der har et eventyrligt klavertema spillet af Jonathan Fjord Bredholt, der gentages og senere underbygges af Jeppe Lavsens guitar. Det er i sammenspillet, Hvalfugl træder i karakter. Der er som om det i virkeligheden er et enkelt væsen, der kan spille tre instrumenter på samme tid. Når det ene træder frem, træder de andre tilbage og omvendt. Der virker til at være en naturlig og intuitiv forståelse indbyrdes mellem de tre medlemmer.

Der er en stadig voksende genre, især på YouTube, der hedder lo-fi beats, som er beregnet til afslapning eller lektielæsning. Det er neddæmpede hiphop-instrumentaler, der ofte er tilsat stemningsskabende reallyde, som regn der trommer mod en rude. ‘Jeg venter herhjemme’ er den masterclass, alle aspirerende lo-fi producere burde tage og lytte godt i gennem, for den rammer nerven i, hvad den genre gerne vil. Der er ikke behov for special effects, for musikken siger alt, hvad man har brug for at høre.

Trommer er der ingen af, men det er ikke noget, jeg savner overhovedet. Der er så meget rytme i Anders Juel Bomholts kontrabas. Lyt bare til stykket to minutter inde i sangen ‘Opvågning’. Et andet sted, hvor de tre instrumenter går hånd i hånd, fremfor at overlade scenen til en enkelt, er på ‘Utopi’ efter to minutter og ti sekunder, hvor guitar, klaver og bas synkront går lette skridt opad.

Når jeg lytter til albummet, giver det mig to umiddelbare associationer. 1) Sort kaffedamp, der stiger til vejrs, og sniger sig ind i mine næsebor. Det er særligt på numrene ‘Opvågning’ og ‘Lystrup’. 2) En storby med våd asfalt, folk med dampende ånder og små regndråber, der er taget til gidsler i en frakkes små hår, og det kommer specielt på nummeret ‘Vals I Vallonien’.

Tame Impala er tilbage! Inden deres koncert ved Saturday Night Live – og inden deres koncert på Northside til juni – har den australske psychrock-gruppe spyttet det første nye nummer i fire år ud, Patience.

Og Tame Impala-frontmanden Kevin Parker virker til at være godt klar over, at fans har ventet længe på ny lyd siden det fremragende album Currents fra 2015. Kevin Parker starter i hvert fald ud med at synge ‘Has it really been that long?’. Og ja, Kevin, det har sgu været så længe siden. Men ventetiden kan man næsten tolerere, når man lytter til Patience. Nummeret har en god LCD Soundsystem-vibe over sig med pianostabs og bongotrommer, mens den for gruppen kendetegnende flangerlyd – I ved, den der kører ooooooooooop og neeeeeeeeeeeeeed – fortsat lever videre.

Med til historien hører det, at Kevin Parker i løbet af de seneste par år har samarbejdet tæt med blandt andre Mark Ronson, Lady Gaga, Theophilus London og Travis Scott, ligesom Tame Impala ventes at udgive et fjerde album i løbet af 2019. Om Patience er en del af dette album, vides endnu ikke.

Holder det, når en norsk sangerinde forsøger sig med et Cher-cover? Kan Tame Impala stadig noget efter mange års pause? Og bliver der overhovedet lavet nye numre, der passer perfekt til et roadtrip? Ja, lyder svaret, og det er alt sammen blevet bekræftet i løbet af marts måned.

Astronaut – New York 

Jeg har tidligere beskrevet min beundring af det danske indie-rockband Astronaut i forbindelse med udsendelsen af deres første single Inside An Atom, som er et sneak-peak på deres debutalbum Silence One, der udkommer senere i foråret. For at lette spændingen bare en smule, har de fem flamboyante århusianere været så generøse at diske op med endnu en delikat forsmag inden albummet rammer gaden. Smagsprøven hedder New York og er en sammensmeltning af 70’er pop ekstravagance og space noir, der bliver tilført en excentrisk vibe af nutidig New Yorker lyd og disco rytmik, der får mig til at tænke Vinnie Who, og at jeg ikke kan stå stille, når jeg lytter til det. (Laura Fromm)

• Astronaut kan opleves live den 17.04 på Radar i Aarhus  eller den 10.05. på Beta i København.

Okay Kaya – Believe 

Den norske sangerinde Okay Kaya, som nu (apropos Astronauts nye single) er flyttet til New York, er for mig en af de mest håbefulde stjerner på indiepoppens himmellegeme, hvor kun de bedste får lov at brænde igennem. Der er noget utrolig fint og skrøbeligt ved den unge sangerindes silkebløde og harmoniske lydunivers, der samtidig emmer af enorm styrke og ærlighed. Da jeg først så, at hun havde begivet sig ud i en coverudgave af Cher’s Believe begyndte de blasfemiske alarmklokker at ringe, men da jeg spændt og noget skeptisk gav nummeret en chance, blev jeg overvældet af en lavmælt og jazzet udgave, hvor Okay Kayas nonchalante og satinagtige vokaler hurtigt bevidner om, at det faktisk er muligt at rykke bare en anelse ved en klassiker, som man ellers troede stod urokkeligt. (Laura Fromm)

• Okay Kaya kan opleves live i VEGAs Ideal Bar den 20.04, og jeg har meget svært ved at vente! 

Mars & Holly – Anker Hos Dig

Den spritnye danske duo Mars & Holly udgav tidligere på måneden deres debut-EP Lårkorte Tanker, og jeg har flere gange ærgret mig over, at jeg ikke kunne finde tid til at skrive om den forrygende dejlige, dansksprogede EP. Jeg har skamlyttet EP’en, og derfor er det også oplagt, at der skal et nummer med derfra. Mit valg er faldet på Anker Hos Dig, som er en vaskeægte synthpop-basker. Nummeret er knivskarpt produceret af duoens ene halvdel – det tidligere The Minds of 99-medlem Mikkel Bech-Hansen – der sammen med vokalist og pianist Amy Horn udgør Mars & Holly. Men trods den rene pop-produktion er der stadig plads til leg og opfindsomhed, og jeg synes konstant, at jeg opdager små, nye detaljer for hver gang, jeg lytter til Anker Hos Dig. (Peter Pishai Storgaard)

• • Man kan i øvrigt opleve Mars & Holly på Radar i Aarhus på fredag den 12. april og dagen efter i Ideal Bar i København; begge aftener varmer de op for JÆRV.

Middle Kids – Real Thing

Hvis man var i tvivl om, hvorvidt sommeren nærmer sig, er man det ikke, efter at have lyttet til australske Middle Kids seneste udspil. Real Thing er et jangly postpunk-nummer om den livslange jagt på meningen med livet – hverken mere eller mindre. Nummeret er en forløber til bandets kommende mini-album New Songs For Old Problems, der udkommer til maj, og er for mig det perfekte soundtrack til et roadtrip gennem den australske outback – eller op gennem de svenske skove, hvis man ikke orker at køre helt til bandets hjemland. Det er fandme the real thing. (Peter Pishai Storgaard)

• • • Middle Kids har endnu ikke offentliggjort en koncert i Danmark, men mon ikke det kommer – de er i hvert fald i London i slutningen af juni. Indtil da kan man se frem til mini-albummet New Songs For Old Problems, der udkommer på Lucky Number den 24. maj.

Tame Impala – Patience

Som en perfekt afbalanceret drink, rammer Patience med Tame Impala alle de rigtige steder. Hvis Patience var en cocktail, så var den med masser af citrus, uden at være sur, frugtig uden at være sød og med masser af alkohol for pengene. Jeg har muligvis arbejdet lidt for meget som bartender på det sidste, så hvis den skal tages bogstaveligt, så har Kevin Parker skruet et nummer sammen, der formår at være rock’et uden at være indie-stereotypt, poppet samtidig med at det er udfordrende, og originalt mens det stadig er nemt at lytte til. Propper man lidt inderlighed og kløgtig tekstskrivning i shakeren, så har man Tame Impalas nye tørstslukker. (Mathias Gavnholt)

• Tame Impala kan opleves på Northside den 6. juni. Og de er vanvittige live. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at hvis du er på festivalen, og du undlader at se koncerten, så skal du seriøst overveje at søge noget hjælp.

Det er en stor glæde at kunne præsentere kortvideoen til Girls in Airports nye single LIN her på Regnsky. Lin betyder skov på kinesisk og følger flot op på den første single Rold Skov fra februar. Singlens fulde længe har release den 26. april og er den anden single i en række af tre, som jazz-kvintetten udgiver digitalt i løbet af foråret.

Jeg har længe fulgt Girls in Airports ceremonielle og højtløftende jazz-univers. Der er noget særligt og hypnotisk over deres minimalistiske udtryk, globale folklore og atmosfæriske synth-lyd. Kvintetten tager mig altid med på en fjern rejse, hvor følelser forløses i et møde mellem det eksotiske og det hjemlige. Det er ofte Girls in Airports tidsløse lydunivers, der spinner rundt på pladespilleren, når jeg har brug for en pause fra hverdagens trummerum. – Og selvom nålen drejer rundt i de samme riller, er det aldrig den samme lyd, der udfolder sig. Altid er der en ny detalje og en ukendt stemning, der må udforskes.

Titlen på den nye single gemmer på en flertydighed. LIN er nemlig ikke kun en skov i Kina – Det er også hovedpersonen i Gregory David Roberts selvbiografiske roman Shantaram. Romanen er en vild fortælling om manden Lin, som flygter fra et fængsel i Australien og opholder sig skjult i Bombay. Lin overlever ved at arbejde for en læge i et slumområde, en kriminel smugler og en caster i Bollywood. Fortælling virker lige så eventyrlig som den nye single, der delvist er inspireret af filmmusik fra Bollywood. Musikken bevæger sig fremad uden af se tilbage. Hver tone fører til en ny sekvens, og det eneste der gentages på sporet er de to første sekvenser. 

Med den nye single smuldrer Girls in Airports jazz-krummer fra Rold Skov til Kina og Indien. Spørgsmålet er, hvor sporet ender på den tredje single, som bliver en del af et kommende album, som forventes udgivet i begyndelsen af 2020.

Jeg glæder mig. Og jeg kan godt afsløre, at du indtil da også skal glæde dig til at høre LIN i fuld spillelængde den 26. april!

På cyklen på vej hjem fra skole eller arbejde

Det er fredag og solen skinner sikkert et eller andet sted. Derfor er det tid til at sætte ens AirPods i ørene og drøne ned af en eller anden boulevard på vej hjem til en kold pils eller lignende, der sparker en forrygende aften i gang. Det første nummer du skal høre er Koba LaD og Niska med ‘RR 9.1’. En vanvittig kraftudladning, hvor beatet minder en smule om Blocboy JB og Drakes ‘Look Alive’, bare mere aggressivt. Det er et perfekt soundtrack til vanvidskørsel.

Du har fået et par øl og er begyndt at overveje, om du skal score, selvom det er firmaets fredagsbar

Du er træt efter at have kigget på billeder af din chefs børn, og vil gerne snart i byen. Nummeret du skal bruge til at cementere din brandert er Heuss L’enfoirés ‘Khapta’. Den skal nok få skilt fårene fra bukkene, og få tændt godt op på dansegulvet. Der er 90% chance for, at jeg når at blive dødtræt af saxofonen inden ugen er omme, men lige nu er det et af de fedeste numre i mine ører. Hør den på eget ansvar og et sted med god danseplads, for du bliver garanteret i festhumør.

Endelig kom du ind på klubben, og nu skal den have fuld pedal

Du tog det ikke tungt, da du blev afvist på Remees klub, men så er det heldigt, at Gothersgade aldrig lukker. Ad omveje får du overtalt DJ’en om at give dig lov til at smide et nummer på, fordi du engang har spillet fodbold med hans fætter. Du kender presset, når du endelig får aux-stikket i hånden og alle vennerne kigger forventningsfulde på dig. Aftenen står og falder med, hvilken sang du vælger. Heldigvis kan du med ro i sjælen sætte Aya Nakamuras ‘Pookie’ på. En skarptskåren klubbanger, der rammer lige ind i tidsånden. I aften er du kongen af Cucaracha.

Din roommate er gået kold, og I er nødt til at trække cyklen hjem

I er blevet lommefilosofiske, og har brug for det perfekte lydtapet. Her kommer PNL ind i spillet. Deres ‘Deux Freres’ er i min verden, lige det man har brug for, når man slæber sig hjem fortrydende over kebaben og fuldt bevidst om morgendagens moralske tømmermænd. Aldrig har det været smukkere at gå gennem storbyen halv fire om natten:

Med blot en håndfuld singler bag sig har har Yangze aka. Jakob Littauer allerede markeret sig for sin avantgardistiske og fortryllende electropop, der zigzagger mellem dikotomiske poler – skiftevist strygende og stødende, drømmende og dansende, desperat og negligerende, fragmenteret og helstøbt.

To år efter debutsinglen U & Me er Yangze så klar med debut-ep’en Event Horizon, hvorfra singlen Mutation nu kan høres i sin fulde længde. Og som på de forudgående singler tages lytteren endnu en gang gennem manipulerede vokaler og melodiske progressioner, der munder ud i en sansemættet og episk symfoni.

Event Horizon udkommer 1. november via pladeselskabet Escho.

Det er som at navigere sig gennem en jungle at holde styr på udgivelserne fra Aarhus-pladeselskabet Regelbau/Help Recordings og pladebosserne Milan Zaks, Natal Zaks, Christoffer Kejlstrup og Mathias Okholm. Ikke nok med at de er stilistisk promiskuøse og zapper mellem at producere alt fra varm house til jungle og tilbagelænede popmelodier; de bytter også tit rundt på konstellationer og udgiver under et væld af aliaser.

Dette er også tilfældet på det Milan Zaks‘ kommende album Sound Explorations For a Preferred State of Being, der udgives under pseudonymet Mediated Ambience. Albummet har ikke en udgivelsesdato men meldes på trapperne, og allerede nu kan man få sig en smagsprøve på albummets seks numre og 71 minutters spilletid. Som titlen også bærer præg af, byder Sound Explorations For a Preferred State of Being på en række eftertænksomme og katarsiske perler, der blander dub, synth-jams og pladeselskabets nærmest varedeklarerede houserytmer.

Sound Explorations For a Preferred State of Being – der udkommer på Help Recordings – er Milan Zaks’ første soloalbum siden det anmelderroste debutalbum Modern Species fra 2017, udgivet under det mere velkendte alias DJ Sports.

Jeg kan huske, dengang Regnsky var en værdsat platform for nye musikalske oplevelser. Vi skal måske ti år tilbage i tiden. Jeg og de øvrige skribenter var da også en del yngre og havde en masse fritid, som vi generøst brugte på denne musikblog. Jeg overrasker ikke nogen ved at sige, at vi ikke er samme sted i dag.

Jeg var begyndt at bekymre mig for, at mit gamle hjerte ikke længere kunne slå for nyopdagede navne, som det kunne engang. Men nu kommer australske Bananagun ind fra siden og minder mig om, hvordan det var at være 18 og være opsøgende og suge musik til sig uden filter. Om det er for gruppens uforfalskede og charmerende energi eller den store musikalitet, ved jeg ikke, måske er det en blanding af de to, men jeg havde indtil i går aldrig hørt om dem før, og nu vil jeg bare høre mere.

Nummeret, der fik mine øjne op for Bananagun, er det nye udspil People Talk Too Much, der blander psychpop med Fela Kuti-rytmik og lidt hippy-freakout. People Talk Too Much er en singleforløber for et kommende album, der udkommer 26. juni og bærer titlen The True Story of Bananagun. Der ligger også et par andre numre fra gruppen, som jeg vil anbefale at dykke ned i. Jeg håber, det var lige så godt for jer, som det var for mig.

At lytte til F L E M M I N G‘s nyeste udgivelse, Tandpastasmil, efterårsøjne, er som når man lige er begyndt at date en, der er rigtig glad for at snakke om følelser. Det er både intenst, livsbekræftende og melankolsk. Et album, der kan gå hen og blive gennembruddet for en af landets mest lovende og originale rappere.

Det skyldes to ting. For det første er Bjarke Westphal Christensen, der er manden bag F L E M M I N G, en fyr, der i den grad beviser, at hiphop ikke kan sættes i bås længere. Det ville komme som en stor overraskelse, hvis han har en samling af store guldkæder i skuffen og vinder mange slåskampe. Til gengæld er han fantastisk til at vise sårbarhed og refleksioner over hverdagen og forhold til sig selv og andre i sine tekster. Specielt når det kommer til kærlighed. Det ser man eksempelvis på albummets første og mest catchy nummer, Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper om omsorgen og kærligheden til en kvinde, der har problemer med både kokain og i det hele taget at få styr på sit liv.

På Tandpastasmil, efterårsøjne skriver Bjarke tekster i en slags historiefortællende talesprog, hvor hverdagens betragtninger bliver trukket op på et eksistentielt plan. Denne mere direkte måde at skrive tekster på, er noget man ser en del for tiden, og det kan ofte virke banalt. Det gør det ikke her. Både på grund af oprigtigheden, men også fordi teksterne vidner om et stort lyrisk fingerspitzengefühl. Det hører man også på Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper:

“Du ringer mest, når du er fuld og føler dig alene. Spørger om jeg kommer, hvis du gir’ en øl på Jolene. Det ik’ fordi, jeg ik’ har hjertet på det rette sted. Det mest fordi, jeg har en cykel med et barnesæde.”

De små rimende spidsfindigheder går igen på hele pladen. Et andet guldkorn er på Noget At Sige Til Dig.

“Det’ okay at være såret, men ik’ ondskabsfuld. I den periode, der blev du onsdagsfuld.”

Et nummer, hvor frustrationen over ulykkelig kærlighed kommer til udtryk. Men ikke kun i teksten. For instrumentalen er mere ambitiøs, end på F L E M M I N G‘s tidligere udgivelser. Hvor det før var mere drømmende og jazzet, er det nu mere storladen og eksperimenterer med electronica og pop. Vigtigst af alt, så giver det lag til kagen og får den emotionelle rap og den højtflyvende produktion til at fremstå som et samlet udtryk.

På Noget At Sige Til Dig, er det det tunge, dystre bagtæppe, der udgør hindbærcremen til Bjarkes bund af rim. I den sidste del af nummeret ligger pladens største instrumentale genistreg, når der skiftes til et drum ‘n’ bass-stykke, der galant understreger lyrikkens frustration og længsel som flødeskum på toppen.

Med features fra både Jens Nørhave, Emil Kruse og Kå, der også er med til at producere albummet, kan man dykke ned i både forfatterens følsomhed, lyriske spidsfindigheder og lyden af fremtidens danske R’n’B og hiphop.

Savner du ideer til årets sommerhits? Efter at være blevet kåret som ”best new pop” på BBC Radio 1 i 2019 har svenske Yaeger nu udgivet sin nye single ”Nosebleed” sammen med producer Oscar Scheller, som emmer af melankolske sommervibrationer, saltvandshår og klirrende rosédråber. Sangen er dog også præget af det corona-lockdown, som har påvirket os alle og især en hårdt kæmpende musikbranche.

Yaeger uddyber sangens tematik: “Har du nogensinde fundet et billede af en gammel ven og tænkt på, hvorfor I ikke er venner mere? Nosebleed handler om dem, du har mistet kontakten med, og du ønsker, at de tager telefonen og ringer til dig; Du kunne selvfølgelig også bare ringe til dem, men det er måske ikke altid så nemt.“ Oscar supplerer: “Nosebleed handler om de små øjeblikke, du delte med nogen, der var en del af dit liv. Det handler om de ting, du ønsker, at du kunne fortælle dem, hvis de kunne høre dig nu.”

Med adskillelse som tema bliver Nosebleed både en fejring af de forgangne øjeblikke, gamle venskaber og flygtige møder, som aldrig kommer tilbage. Nummeret emmer samtidig af en energi og et powerflow, så du ikke skal være bange for at synke for meget ind i nostalgiens støvede landskaber, men i stedet kan flyde med til sprødgrillede rytmetracks og saftige synthslag.

Så tag din bedste ven under armen til sand under fødderne og lyserøde køligheder i fejringen af sommeren, varmen og venskaber – nye som gamle..

God sommer <3

Michael Lovett er manden bag aliaset NZCA Lines, som i dag udgiver sit tredje studiealbum, “Pure Luxury”. Og hold nu op, hvor er det på alle måder det album, som vi har manglet i 2020!

Første halvdel af 2020 har for mangt en musikelsker været en træls ørkenvandring af aflyste festivaler og aflyste koncerter, men heldigvis har enkelte lyspunkter fundet vej til vores ører på både album og singlefronten. For mig lyser NZCA Lines’ nyeste album kraftigst op blandt disse musikalske lyskilder. Britiske Lovett har tidligere været guitarist og synth-fyr for geniale Christine and the Queens, og det slægtskab fornægter sig ikke i multi-instrumentalistens funky og hofteskadefremkaldende nye album.

Lyt til albummet her:

På “Pure Luxury” takler Lovett så forskeligartede emner som klimaforandringer på Larsen (en break-up sang til Larsen-iskappen, som især i 2017 led en hård skæbne og mistede 12% af sit enorme areal), frustrationer over at skulle udleve sit kærlighedsliv over en skærm på For Your Love og længslen efter at afslutte et forhold på den nærmest The Antlers‘ske Take This Apart, inden albummet heldigvis afrundes på en positiv note med Tonight Is All That Really Matters, hvor Lovett advokerer for, at man selvfølgelig altid bare kan danse sig ud af sine problemer. Lad endelig 2020 få en lignende udgang.

Det er bestemt også voldsomt udfordrende at forholde sig i ro med NZCA Lines i ørerne. Både på singlen Prisoner of Love og især Opening Night, som i skrivende stund er min yndlings skæring fra skiven, er 80’erne tilbage for fuld udblæsning – og så skal man altså enten mangle sine ben (fair undskyldning) eller være lavet af beton for ikke at tage en lille svingom. Lad det være opfordringen til weekenden. Tag en svingom (med passende afstand)!

Sårbarhed og ærlighed er omdrejningspunktet for den danske sanger og sangskriver IVA, der i dag er ude med sin fjerde og nyeste single ”Sorry”. I et råt og dystert elektronisk lydunivers udfoldes IVA’s egen oplevelse af usikkerheden omkring sin karriere, sig selv og livet, og hvordan skam og skyld i flere år fik hende til at lukke ned for sig selv og sin musik. Gennem ”Sorry” skabes der et rum til at være i de svære tanker og følelser, og nummeret fremstår som en lille elektropop-perle, løftet op af IVAs knivskarpe og fyldige vokal – en stemme som nu har taget sin plads og tør være tilstede i følelsen og sårbarheden.

Balancen mellem styrke og sårbarhed, sensitivitet og gennemslagskraft og ikke mindst ærlighed er også karakteristisk for singlen ”Too good to be true” (TGTBT), der udkom 31. juli 2020 (personligt stadig en af mine IVA-yndlinge). Nummeret tager udgangspunkt i IVA’s personlige historie; om et møde med en person, der viste sig at være en helt anden bag skærmen end i virkeligheden. Samtidig er det også en kommentar på en kultur, hvor folk gemmer sig bag de rigtige filtre og redigeringsværktøjer. I sit udtryk er TGTBT mere dynamisk end “Sorry”, men sammen er de stærkt karakteriseret af et enkelt og udtryksfuldt elektronisk lydunivers med noget på hjerte.

På Soundcloud kan du lytte til IVA’s andre produktioner, blandt andet hendes to andre udgivelser “I wish” og “Trust”, der også finde i en akustisk version. Helt sikkert også et lyt værd for det efterårsmelankolske popøre. <3

Det feministiske synthesizerkollektiv SØNTH collective udkommer fredag den 4/6 2021 med fællesværket 15 Waves For Ciani i anledning af den amerikanske synthesizerpioner Suzanne Cianis 75 års fødselsdag. 15 Waves For Ciani er intet mindre end en synthiseret-kunst-kollaboration udfoldet som en drømmesymfoni af 15 forskellige numre.

Foruden at være en musikalsk hyldest til kvinden, der banede sig vej i 1970’ og 1980’ernes elektroniske musiklandskab, er værket også en særlig ekstrakt og afspejling af SØNTH collectives arbejde for mere ligestilling i musikbranchen. Med SØNTH collective kuraterer de fire kunstnere – artisterne Cecilie Penney, ALOO (Sofie Søe), Excelsior (Anja Tietze Lahrmann) og Sofie Birch en platform, hvor andre kvindelige kunstnere kan støtte op om hinanden.

I værket 15 Waves For Ciani har de fire kuratorer inviteret 11 andre kvinder, transpersoner og non-binære artister til at bidrage med en komposition til det kollektive album til ære for Ciano og det forbillede, hun er for de kønsminoriteter, der elsker at rode med synthesizers. Både det individuelle og det kollektive synes herved at træde frem gennem værket, hvorved det står som en afspejling af SØNTH collectives arbejde for kvinder og kønsminoriteter i den elektroniske verden. Et arbejde der går i forlængelse af og i forbindelse med Suzanne Cianis ikoniske arbejde. På den måde bliver værket et korpus, der både rækker tilbage til vores kvindelige elektroniske formødre, og med SØNTH collectives arbejde ligeledes fremad i visionen om en bredere diversitet på den danske og udenlandske musikscene i en form, hvor minoritetskønnede musikere kan støtte hinanden i at skabe aktuel elektronisk musik af høj kvalitet.

På 15 Waves For Ciani finder vi også den danske sangerinde og komponist Hannah Schneider. Du kender hende måske fra den elektroniske noisepop duo AyOwA eller måske helt tilbage fra 2009-albummet Hannah Schneider med numre som “Raindrops” – eller min personlige yndlings “This is Goodbye”, der på fineste vis indkapsler følelsen af skrøbelighed, melankoli og frustration i en uforløst kærlighedsrelation, åh, jeg relater BIG TIME – det er hjerteskærende  – jeg elsker det! <3

Her på 15 Waves For Ciani er der gået 12 år siden Schneiders debutalbum. Hendes nummer “MIKADO” er først og fremmest enormt smukt og samtidig en fuldendt eksekvering af mixet mellem det elektronisk-nordiske, sprog, lyde, det organiske og  det elektroniske – et fuldendt “Schneiderisk” auditivt drømmesyn.

På 12. nummer “Juno at Sea” af Raymonde Gaunoux og Annelise Witek (personerne bag podcasten Uhørte Frequenzer) er vi flydt over i klubverdenens sensuelle rytmerum. Det kontinuerlige rytmiske track fremstår som et fluorescerende stof i dets tilfredstillende systematiske opbygning af samples, vokal og lydeffekter, og det sætter mig med det samme i sommer-fredags-stemning. 

15 Waves For Ciani er gennemgående bare et virkelig godt elektronisk værk. I sin balancering mellem styrke og skrøbelighed, ekspressivitet og stille tilbagetrækning kommer numrene til udtryk og maler herved et konstant omskiftligt billed-hav af de elektroniske lydbølger, der bruser albummet ud som små verdenshave, der på én gang er hver deres entiteter og samtidig dybt forankrede og total uadskillelige.

Som afslutning og i forlængelse af disse kvinde-kollektivistiske strømme følger her et par (feministiske) elektroniske anbefalinger:

Hvis du er mere nysgerrig på Suzanne Ciani, kan du blandt andet læse Kate Hutchinson artikel ”Making sounds with Suzanne Ciani, America’s first female synth hero”, hvor hun blandt andet beskriver Cianis helt særlige forhold til sin Buchla – eller leje filmen ”A LIFE IN WAVES” om den elektroniske musik-pioners liv og arbejde.

Hvis du vil vide mere om kvindelige pionerer indenfor elektronisk musik, kan Tara Rodgers Pink noises helt klart anbefales samt Troels Donnerborgs biografiske Klangen af en stjerne om den danske elektroniske pioner Else Marie Pade.

Sidst kommer en solid opfordring til at holde skarpt øje med SØNTH collective, der udover 15 Waves For Ciani-udgivelsen her i juni, til august arrangerer en koncert i Brorsons Kirke med live-optrædener fra kollektivets egne artister og yderligere to kvindelige artister, akkompagneret af visuals af SLØR.

Fra den 17.-26. september slår Cinemateket dørene op for den 9. udgave af Musik Filmfestivalen – 10 dage med danmarkspremierer, internationale hits, perler fra arkiverne – og fest finurligheder og fordybelse i alle klangfarver. En oplagt mulighed for at tage revanche på nogle af de mange store musikfestivaler, der igen i år blev udskudt – Her igennem lærredet!

Programmet favner bredt med hele 30 film og særarrangementer på plakaten. I biografens magelige mørke kan du bl.a. opleve gamle kendinge som Nick Cave, David Byrne, Shane MacGowan og Ozzy Osbourne. Men også nyere toneangivende kunstnere om St. Vincent, IDLES og Lana Del Ray. Kort sagt et filmisk og musikalsk eldorado, der skydes igang med fri fredag, fri éntre og koncertfilmen ’Depeche Mode: Live Spirits’, der spilles simultant på fire lærreder i Cinematekets pop-up-biograf.

︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎

Regnsky guider her til tre særlige events, hvor det kvindelige køn er i centrum – simpelthen fordi kvinder i langt højere grad fortjener at blive hørt og hyldet i musikhistorien!

︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎︎

DATIDENS DJ-DRONNINGER: ‘SISTERS WITH TRANSISTORS’ + ‘DELIA DERBYSHIRE’ – Tors, 23. sep, kl. 19
To feministiske-film med ét smæk samt en introduktion af Anya Mathilde Poulsen, medstifter af netværket HUN SOLO, der arrangerer koncertaftener med markante kvindelige kunstnere. Begge film kredser om oversete kvinder i den allertidligste elektroniske musik, som var med til at lægge grunden for strømningen af elektroniske pionerer. Disse film giver dig lyst til at rulle spolebåndet tilbage og være ung i 1960-70’erne.

MUSIK I MØRKET – LYTTEBIO: LANA DEL REY – ‘NORMAN FUCKING ROCKWELL!’ – Søn, 26. sep kl. 14
Musik i Mørket er Cinematekets nye lyttebiograf, hvor de omvandrende musikleksikoner, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, fra podcasten Rockhistorier på Heartbeats, hver måned gennemgår et centralt album fra den rytmiske musiks kanon i en timelang, illustreret samtale. D’herrer borer sig denne søndag ind i Lana Del Rey’s mesterlige ‘Norman Fucking Rockwell!’ og fortæller om albummets tilblivelse, hvorefter det afspilles i sin fulde længde i komplet mørke i salen. Det bliver stort og garantrise lige så skønt som Lana Del Rey’s nye single fra det kommende 8. studie album, der har release den 22. oktober <3 <3 <3 ! ! !

SØNDAGSMATINÉ – ‘MAESTRAS – THE LONG JOURNEY OF WOMEN TO THE PODIUM’ – Søn, 26. sep kl. 16:45
Bliver du hængende på denne sidste dag af Musikfilm Festivalen, kan du i denne skønne dokumentar møde dirigenter som Barbara Hannigan, Marin Alsop og Anu Tali, som har insisteret på, at det ikke skal være deres køn, men derimod personlighed, musikalitet og evne til lederskab, der afgør, om de kan indtage dirigentpodiet. Mantraet er, at et hvert menneske både indeholder maskuline og feminine sider, som forløser musikken. En sand søndagssymfoni med film og Q&A, og den perfekte afslutning på 10 dage med 30 film og 110% lyd! – Hvis du da ikke bliver hængende til mockumentary om St. Vincent med Lynch-esque over hele det visuelle felt kl. 18.30 eller til David Byrnes’ ‘American Utopia’ kl. 21 – Den forklarer vidst sig selv!

– Det samme gør det filmiske line-up, nå man lader blikket granske de 30 lækre titler og kunstnernavne. Se alligevel hele programmet på Cinematekets hjemmeside og traileren for festivalen her. Hep Heeeey!

The post MUSIKFILMFESTIVAL I CINEMATEKET MED KVINDELIG KAPOW! first appeared on Regnsky.