Quantcast
Channel: Opdagelser | Regnsky
Viewing all 54 articles
Browse latest View live

SPOT premiere: Ane Monsrud – Morning Light

0
0
Ane Monsrud Morning Light

Årets SPOT Festival er i fuld gang, og mange har sikkert allerede opdaget noget ny musik, de ikke kendte i forvejen. Norske Ane Monsrud har tydeligvis taget SPOT-ånden til sig og udgiver i dag sin nye single, der har titlen “Morning Light”.

“Morning Light” er en inderlig kærlighedssang om den brændende forelskelse, hvor selv de mest basale dagligdagsøjeblikke bliver nærmest magiske, filmiske momenter. På den nye single kommer Ane Monsruds silkebløde vokal for alvor til sin ret i Torben Jensens behageligt enkle komposition, og billeder af nyforelskelsens idyl og Anes åbenlyse savn kan mærkes helt ind i sjælen.

Ane Monsrud kan opleves på SPOT Festival i morgen, lørdag, klokken 20.00 på Musikhusets Klubscene. Der skal lyde en klar anbefaling herfra til at opleve den underskønne nordmand i levende live.


Project Pablo sender et postkort fra hjemlandet Canada

0
0

Den Montreal-baserede houseproducer Project Pablo (aka Patrick Holland) har i en årrække været en af Canadas fineste musikalske eksportvarer på den elektroniske scene.

I dj-sets såvel som på sine udgivelser på blandt andet 1080P-kollektivet fra Vancouver og på sit eget pladeselskab, Sounds of Beaubien Ouest, bærer Project Pablo sin nationalitet og sit ophav uden på tøjet.

Derfor kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at kærligheden og taknemmeligheden for fædrelandet er budskabet på Project Pablos kommende album, Come To Canada You Will Like It, som netop er annonceret og udkommer 22. juni.

Ifølge Patrick Holland selv handler Come To Canada You Will Like It om at sætte farten ned, se tilbage og bevæge sig fremad og om at veksle storbylivet med tid på landet. Kort sagt om at huske på og bevare en flydende og tilbagelænet munterhed, som er essensen af pseudonymet Project Pablo.

Jagten på den idylliske mellemvej og en balance i livet indkapsles perfekt i Fine Match, den første smagsprøve fra det kommende album. Her tager Project Pablo et langt skridt væk fra dansegulvet, som han mestrer weekend efter weekend, går ned i tempo og jammer lige dele formålsløst og determineret med sig selv.

Come To Canada You Will Like It er Project Pablos andet album siden 2015-debuten I Want To Believe og udkommer på Patrick Hollands eget pladeselskab, Verdicchio Music Publishing.

Velkommen til nye skribenter og til en hemmelig klub – islandske GDRN

0
0

Regnsky er stolte af at kunne løfte sløret for sin hidtil mest ambitiøse stab af skribenter. Vores kvintet er blevet til et flot ni-mandshold takket være tilførelsen af fire fremragende skribenter, der i endnu højere grad vil forkæle vores ører og øjne med ny musik.

Vi vil gerne byde velkommen til Laura Fromm, Mathias Gavnholt, Nikolaj Boesby Skou og Line Mortensen. Sidstnævnte er i fare for at gå i udbrud som islandsk vulkan, hvis ikke hun snart får lov til at dele en ny musikalsk kærlighed med vores læsere.

Så her får hun ordet!

Sidste måned udgav islandske sangerinde GDRN sit debutalbum, Hvað ef. Sidste uge opdagede jeg det. I dag er jeg en lykkelig person. Jeg vil give et stort mentalt kram til Spotifys Release Radar og samtidig afsløre, at jeg den forgange uge har hørt Hvað ef på repeat.

For et par år tilbage gik jeg på skattejagt i den islandske festival Iceland Airwaves’ program, og dengang kastede jeg min kærlighed på sangeren Auður. Han er at finde på to af GDRN’s tracks, og det er da også den vej rundt, at jeg har opdaget GDRN, der bærer det borgerlige navn Guðrún Ýr Eyfjörð. Hvis jeg skal anbefale hende, så fortjener Auður i samme ombæring også en mindst lige så stor anbefaling, og de to tracks, han gæster på Hvað ef, er også små perler – især titelnummeret kan anbefales!

GDRN’s univers sender mine tanker hen på Banks og Chinah, og vokal-arrangementerne kan til tider føles Lorde-agtige, dog pakket ind i en tungere elektronisk lyd, der ikke er bange for at bruge de klassiske pop-klap og trap-trommer. Hvað ef-albummet har en solid grundlyd af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af sproget. Det er en lyd, man må kreditere producerduoen Ra:tio fra Reykjavik, der står bag hele albummets lyd. Selvom jeg i bund og grund er vild med alle sangene, vil jeg dog særligt fremhæve titelsangen Hvað ef, balladen Ein og den tunge Það sem var, der alle står virkelig stærkt. Der er dog også gjort plads til de mere klassisk poppede indslag med Komdu yfir og Lærtur mig.

Med under 1.000 følgere på Facebook føler jeg mig som medlem af en endnu hemmelig klub, der har opdaget GDRN. Lidt research fortæller mig, at den islandske sangerinde inden debutalbummet kun havde udgivet de to singler Ein og Það sem var, men de havde hurtigt fanget manges opmærksomhed. Hun har da også sikret sig sin plads på Iceland Airwaves’ program til november. På albummet findes også en feature fra den islandske rapper Floni – den poppede Lætur mig – hvilket giver liv til en teori om, at det måske er den vej igennem, at GDRN har fået en del af sin fortjente hype i hjemlandet. Musikvideoen til nummeret har da også rundet de 25.000 streams, og er at findes øverst på Spotify under hendes “populære sange”.

Normalt er teksterne noget af det første, der fanger mig ved en kunstner og noget af det, jeg lytter mest efter. Her er det dog ikke muligt, da jeg kan afsløre, at mit islandske er ikke-eksisterende. Et hurtigt besøg på Google Translate fortæller mig dog, at albummet indeholder titler som “Hvad Nu Hvis”, “Side Om Side” og “Det Som Var”, så jeg kan kun gætte på de smukke historier, som GDRN udfolder i sine sange. Selvom jeg bogstavelig talt ikke forstår et eneste ord, gør det mig ikke mindre interesseret i sangene, og jeg synes, det islandske sprog og GDNR’s stemme lyder både eventyrligt og tryllebindende, især på de mere stille numre som “Ein” og “Hlið við Hlið”.

“Hvað ef” er, indtil videre, alt hvad der er at finde i GDRN’s bagkatalog. 11 sange, lige under 40 minutters smuk musik, og jeg vil bare have mere – hurtigst muligt tak!

Purpurlyd: Ny udgivelse fra danske KLIPO

0
0

Ung naivistisk poesi med en underliggende dybde. KLIPO’s musik emmer af sårbarhed, og netop dét er styrken i de dansksprogede tekster, der serveres legende og eksperimenterende til sin lytter.

Ordet omhyggelighed slår mig i beskrivelsen af Johannes Bruun. Omhyggelighed i det han laver, den han er og i hans beslutning om at droppe ud af gymnasiet for at gå musikkens vej. Han er kunstner men også poet og håndværker. Han laver alt selv lige fra fotos, covers og PR til musikken, teksterne og det visuelle materiale til sine liveshows.

Det var i forbindelse med talentudviklingsprojektet Future Sound, at jeg i foråret mødte den nu 18-årige århusianske musiker og kunstner Johannes Bruun, der er manden bag KLIPO. Gennem vores samtale lagde jeg mærke til den særlige sensitivitet og kæmpe arbejdsomhed, der afspejler Johannes Bruuns musikalske arbejde. Musikbranchen er en nåleøje-disciplin, og mange talentfulde musikere og kunstnere oplever gang på gang at støde hovedet mod muren. I modgang er det let at forlade sig på at dikteres af diverse tendenser og andres velmenende råd og at gøre sig hård og strømlinet, så man ikke støder på de spidse albuer i slipstrømmen. Denne taktik går måske an i sejlsporten, men når det kommer til kreativitet, musik og udtryk i selve kunsten, er sensitivitet og sårbarhed ganske afgørende for at vi som lyttere eller beskuere kan blive berørt og mærke os selv i mødet med den anden. Modet til at turde vise noget mere af sig selv, var i hvert fald det jeg faldt for hos den unge århusianer, og netop dette mod videreføres på KLIPOs nye EP “Purpurlyd”, der officielt udkommer i morgen den 7 september til releasekoncert i Dome of Visions.

Pur

Johannes beskriver sin nye EP som en følelsesmæssig dagbog fra det sidste halve år. En tid, der har båret præg af en konstant pendulering mellem glæde og forventning på den ene side, men også en destruerende angst for fremtiden og konsekvensen af de valg man tager på den anden. Jeg tror, de fleste unge på vej ud i voksenlivet oplever det som en stor mundfuld selv at skulle håndtere den angst og tvivl, der dog er et grundvilkår for det frie individs livsføring. På nummeret Ingen forstår folder KLIPO denne frustration og ensomhed ud i en proces, der næsten er på vippen til narcissisme og selvpineri. Med teksten; “det er blevet en rutine – en slags lavine – og ‘mens jeg går og evaluerer mit liv, fisker jeg efter svar – jeg er så ueffektiv” bruger KLIPO rytmen og lyden i ordene på samme vis som i nummeret Et Barn fra EP’en Dagdrømme fra 2017. Ord og rytmer flettes sammen, så det banale bliver fascinerende og det fascinerende et mysterie. I stedet for at spytte ordene ud i tekstrømme, er det som om at KLIPO virkelig smager på hver enkel ord-nuance for at temperere og nuancere betoningen på en sådan måde, at ellers velkendte ord bliver nye i sammenhængen.

Ingen Forstår

Positiv er straks mere kaotisk, hvilket kommer til udtryk når tekst og beat flere steder river nummeret fra hinanden. Teksten beskriver det intime, kropslige og seksuelle som et ubehageligt, nærmest uhyggeligt paradoks til det følelsesløse, ja nærmest som om individet oplever en indre spaltning eller et brutalt tab af kontrol over sig selv. ” (…) kigger – slutter – sluger – tørrer mig om munden. Slikker – venter – hiv mig lige op fra bunden. Kan ikke mærke mig selv mer’, kan ikke mærke mig selv mer’..” Det tumultariske, forstyrrede og ude af trit understreges når KLIPO synger “Jeg kan ikke mærke mig selv mer’ (…)” for er man først blevet følelsesløs, er det svært at falde i sync med sine omgivelser såvel som med sig selv.

Positiv

I Blind udfolder der sig en melankolsk undersøisk atmosfære. Nummeret bevæger sig skvulpende fremad med lullende og bølgende elektroniske lag. I kontrast brydes de lange synth-flader af elektroniske kantslag, der sammen med vokalen gør nummeret præsent, så man som lytter ikke forsvinder helt hen i, hvad jeg bedst kan beskrive som hypnotiserende hvalsang fra det fjerne.

Blind

Luna står som en længselsfuld kærlighedssang eller en slags skizofren hyldest til månen. Nummeret rejser sig i fragmenter, der skaber en længselsfuld og energiladet rejse mod droppet og afslutter EP’en med et stærkt og dramatisk udtryk. Selvom det er EP’en sidste nummer, er jeg ikke helt sikker på hvor KLIPO har ført mig hen. Der er noget uforløsende og søgende i det stemningsrum som KLIPO har skabt med Purpurlyd, og måske er det netop pointen…Purpurlyd som en følelsesmæssig dagbog afspejler meget vel Johannes Bruuns virkelighed, hvor følelser som succes og frustration ikke er langt fra hinanden, og hvor vi konstant befinder os på kanten af kaosset imellem liv og drømme.

Luna

KLIPO holder releasekoncert den 7 september i Dome of Visions, hvor du også kan opleve Kara Moon som support og forskellige DJ’s (TBA) til efterfesten. Link til begivenhed

Jeg er spændt på hvad KLIPO vil bringe os i fremtiden, men håber han formår at bære det inderlige, særprægede, til tider naive og personlige udtryk med sig på sin rejse. God vind herfra i hvert fald!

PS. Et Barn fra EP’en dagdrømme er og bliver stadig en af mine “yndlinge”. Lyt eller genlyt til den her:

Premiere: Danske Moon Mountain krænger kærlighedsfrustrationerne ud på ny single

0
0
Moon Mountain

På årets UHØRT Festival både anbefalede og elskede Rasmus den danske kvartet Moon Mountain. I dag har vi så fornøjelsen af at kunne præsentere deres spritnye single “If You Don’t Trust Me” med dertilhørende musikvideo.

På “If You Don’t Trust Me” går forsanger Mona Selma Linderoth i kødet på den mistillid, man nogle gange kan blive mødt med i forholdet til et andet menneske. Få gange er den berettiget, mens mistroen eller mistilliden andre gange skyldes noget hos den anden person; et tidligere svigt, et uafsluttet parforhold eller noget helt urelateret, som bare går ind og bliver destruktivt. Eller måske skal kilden findes hos én selv – eller hos begge…

Moon Mountain, der foruden Mona Selma består af guitaristen Ronnie Fischer, Ingvild Skandsen på synths og Patrick Gamst Pedersen på bas, laver drømmende, sfærisk synthpop, og det er den nye single og musikvideo en fantastisk showcase af.

Nogle vil måske mene, at vi er ved at være på den anden side af den synthpop-bølge, der ramte Skandinavien for nogle år siden, og det er vi måske også. Men Moon Mountain formår med “If You Don’t Trust Me” at bygge ovenpå synthpop-basen med kontrastfyldt melankoli og udtrykt længsel, der gør mig nysgerrig på det univers, Mona Selmas lækkerthæse vokal forsøger at hive mig ind i. Nummeret er på samme tid både nyskabende og nostalgisk, hvilket gør, at man føler sig behageligt tryg uden at kede sig, når man lytter til deres musik.

Nostalgien er også i højsædet i videoen, som er et særdeles stemningsfuldt sammenklip af, hvad der ligner ferievideoer fra et sted langs Middelhavets kyst. De små videoklip er hovedsageligt filmet fra synspunktet af den mystiske partner, som også er singlens lyriske omdrejningspunkt. Musikvideoen fungerer som en tankevækkende kontrast til lyrikken, hvor man pludselig på en og samme tid er inde i hovedet på begge hovedpersoner – eller snarere: Partnerens syn og Mona Selmas tanker.

For mig er musikvideoen med til at give “If You Don’t Trust Me” et ekstra lag, fordi den med simple virkemidler illustrerer den distance, som måske i virkeligheden er den største kilde til mistro og mistillid mennesker imellem. Selvom der trods alt er nogle glimt af håb til sidst i videoen, hvor man mærker, at de to sjæle måske alligevel passer sammen…

Se videoen og lyt til den nye single her:

“If You Don’t Trust Me” udkommer i morgen, fredag den 14. september. Køb den, stream den, lyt til den!

Lad mig her til sidst sende en kæmpe anbefaling i retning af Moon Mountain som liveband. Jeg har sjældent været så opslugt af et band, som jeg var det til deres koncert på UHØRT i sidste måned. Særligt Mona Selma Linderoth og Ingvild Skandsens nærmest filmisk koreograferede sammenspil er i sig selv en oplevelse værd; særligt når den indhylles i kvartettens omfavnende synth-univers.

Noname serverer varm efterårssoul til din kolde regnvejrsdag på ‘Room 25’

0
0
Noname – ‘Room 25’ (selvudgivet)

Hvis du lige er trådt ind i døren med rød næse og bittert fortryder, du ikke tog regnjakken med på en lang dag på studie eller arbejde, så har jeg det helt rigtige album til dig. Du kan godt begynde at sætte kaffen eller kakaoen over og glæde dig til en elegant blanding af jazz, soul og hiphop. I dag er Noname den musiske kok, og menuen står på hendes andet album ’Room 25’, som hun udgav i fredags, 14. september.

På nummeret ’Window’ sammen med pladens producer, Phoelix, går den bløde percussion i et med den regn, der stille banker på mine vinduer, og sammen med strygerne har sangen en soundtrack-vibe, som er vanvittigt dragende.

Neo-soulens ypperstepræst D’Angelo får en kærlig reference på den følsomme ’Don’t Forget About Me’, og der er flere sange på albummet, der lægger sig i slipstrømmen af D’Angelos ’Voodoo’-plade fra 2000.

Pladen er velproduceret og formår at beholde den autencitet, jeg kan savne hos kollegerne Smino eller Xavier Omär. Prøv at sammenligne lilletrommen på ’Part of Me’ med Sminos ’blkswn’. Jeg synes, det klæder ’Room 25’ at bruge en mere livlig lyd i produktionen, og det er med til at understrege den modning, Noname har gennemgået fra sin debut til i dag.

Heldigvis har Noname alias Fatimah Nyeema Warner ikke mistet sit kække og humoristiske bid, som vises frem i allerførste sang ,’Self’: “My pussy teachin’ ninth-grade English/My pussy wrote a thesis on colonialism.” Generelt virker Chicago-rapperen veloplagt, og hendes poetiske snakke-rappen leveres overbevisende på hele albummet.


’Room 25’ er lige i underkanten af 35 minutter lang og selvudgivet. ’Room 25’ følger op på Nonames 2016-udgivelse ’Telefone’, som bestemt også er værd at (gen)lytte igennem.

Mine yndlingssange: ’Window’, ’Don’t Forget About Me’, ’Ace’, ’Part Of Me’

Dette skulle ikke have været en anmeldelse af Octavians mixtape ‘Spaceman’

0
0

Den britiske kunstner Oliver Godji går under navnet Octavian, som er en 22-årig rapper, der trods sin opvækst i det sydlige London er født i byen Lille i Frankrig. Han blev tidligere i år signet af Sony/ATV og Stellar Songs til en verdensomspændende kontrakt.

Dette skulle egentlig have været en tekst om Octavians forestående koncert til den stort anlagte Journey-festival, der finder sted på lørdag i Den Grå Hal, og som også byder på koncerter med Jimothy Lacoste, Nilüfer Yanyar, First Hate og mange flere. Men desværre har briten netop meldt sit afbud, så dette er i stedet en anmeldelse af hans debut-mixtape, ‘Spaceman‘, der udkom for to uger siden.

Octavian spiller grime i slowmotion, krydrer lyden med Jamie xx-agtige beats og en af de sprødeste og mest originale kunstnere, der debuterer i år. Han har for to uger siden udgivet sit debut-mixtape ’Spaceman’. Mixtapet er en perfekt anledning til at springe på Octavian-vognen, men hvis du gerne vil have en god indføring i den 22-åriges stil kan du passende varme op med at høre rapperens første, og efter min mening bedste, single ’Party Here’.

’Party Here’ er produceret af J. Rick og lyder som en privatfest, hvor der er plads til at snakke følsomt i et mørklagt rum, mens der i stuen er fuld drøn på højtalerne. Alle på dansegulvet bliver badet i tropiske farver af lavalamper og lyskegler.

Det dunkle rum er møbleret af grime-agtige synths, og Octavians vokal og lyrik står meget tydeligt frem i mixet. I omkvædet buldrer et eksotisk beat med olietønder, der minder om noget, Jamie xx kunne stå bag.

De indadvendte og ærlige tekster kombineret med en eksperimenterende blanding af beats giver tilsammen nummeret en blanding af melankoli og feststemning, som får mig til at sætte nummeret på repeat.

Octavians musik er tiltrækkende, for den fransk-engelske rapper har noget på spil. Han tager ikke sit fancy poolbord i sin lejlighed for givet. Han kan huske, hvordan det føles at sove på gaden. Han vil gerne være have succes, men er også klar over, at han ikke kommer sovende til det. Det sætter dog ikke en stopper for, at det er vigtigt at have det sjovt, mens man knokler, og det kan man især mærke på førstesinglen fra Spaceman, ’Revenge’.

’Revenge’ er en kort tune, på under 2 minutter, hvor Octavian autotunerapper med sin karakteristiske raspe, hæse røst. Beatet er luftigt og minder om produktionen på sange som ’Pick up the phone’ af Travi$ Scott og Young Thug eller Kesis seneste single ’Ekstra’. Octavian rammer altså lige ned i tidsånden, men formår at bevare originaliteten især i kraft af stemmen, men også i sangens format, der er kortere end radio edits.

Ligesom den romerske kejser Octavian, regerer Oliver Godji også over et stort imperium af musikalske genrer. Han siger selv, at han er meget inspireret af Bon Iver og James Blake, og deres ambiente tilgang til musikken kan godt spores, bl.a. på nummeret ’Hands’. Specielt den autotunede vokal på dette nummer minder om den måde, Frank Oceans vokal forvrænges på ’Lens’, eller vokaleffekterne på Bon Ivers ’The Wolves (Act I and II).

Og så må vi ellers håbe, at Octavian snart kommer til Danmark i en anden forbindelse. Det har han allerede lovet efter sit afbud til Journey. Det vil formentlig blive et brag af en fest.

Det skal du høre fra september

0
0

6lack feat. J. Cole – Pretty Little Fears

Hvis du kun skal høre ét nummer fra september, så lad det være Pretty Little Fears med 6lack og J. Cole.

Nummeret er fra 6lack’s dugfriske album East Atlanta Love Letter. Selve albummet er ikke så konsistent, og selvom mange af numrene er velproducerede og sunget med hjerte, så føles meget af det andet som fyld. Sådan er det ikke med Pretty Little Fears. Nummeret er helstøbt, ærligt og sidder lige i skabet. 6lacks vokal er sindssygt lækker, når den er akkompagneret af en bas, der ikke er den ellers for tiden meget dominerende trap-bas, men i stedet mere konstant og underspillet. Basen lægger sig rundt om 6lacks stemme som det tynde lag mørke chokolade, der gør et marcipanbrød komplet. Og dette marcipanbrød er både med nougat og nødder på toppen, for bassen er ikke den eneste underspillede, instrumentale lækkerbisken.

Lyrisk bruger 6lack mange af de samme greb, som den moderne R’n’B bruger. Han synger om sex og begær i en helt direkte form, et greb der efterhånden kan virke uoriginalt. Det ville man måske også umiddelbart tænke, hvis ikke det var fordi, det sammen med omkvædet føles så dybfølt ærligt. Det betyder også, at den ellers lidt banale tekst i omkvædet virker troværdig frem for fabrikeret. Man tror på 6lack.

At J. Cole så lige smider et veltimet gæstevers ind er ren flødeskum på toppen. Pretty Little Fears er et samleje, der hele tiden er lige på grænsen til at peake, men hvor man alligevel efterlades mere end tilfreds.

The Blaze – Dancehall

Dancehall beviser The Blaze, at de kan mere end bare at strikke ét (genialt) hit sammen. Selvom albummet ikke indeholder en ny Territorry, så er Dancehall et helstøbt sammenhængende album med variation nok til at man hele tiden har lyst til at lytte videre, men sammenhæng nok til at hver overgang er naturlig. The Blaze laver house, men skal man beskrive musikken med ét ord, er stemningsfuldt meget mere præcist.

Dancehalls tempo er er både lavt og højt, man kan danse til det og man kan synke ned i sofaen og ind i sig selv. Med dybe forvrængede vokaler, klaverbårne og langsomme synthesizers, er det ikke som andet house. Til gengæld er det meget symptomatisk for genren, at både den vokale og instrumentale side er repetetiv, og sammenhængen mellem de ovennævnte ting – altså de traditionelle house-elementer og de nyskabende er det, der gør, at Dancehall fungerer så godt, som det gør. Generelt er det dog svært at beskrive Dancehall ud fra elementer som vokaler og instrumentaler, for det er i virkeligheden albummets evne til at vække følelser, der er det mest fængende.

At Dancehall slutter med en outro, der kun stiger i intensitet, fungerer overraskende godt, og er måske den detalje, der kan indkapsle det hele. Ud fra de første par singler ser det i øvrigt ud til, at The Blaze fortsætter deres biograf-værdige måde at skære musikvideoer på.


Brockhampton – Iridescence

Det selvudnævnte boyband Brockhampton har udgivet deres fjerde album på lidt over et år. Det lyder af meget, og det første indtryk er da også, at gruppens rodede og skiftende lyd ikke er så nyskabende nu, som på Saturation 1 og 2. Men kommer man nogle numre ind, bliver man mødt af nye skæve beats og vers. I løbet af pladen beviser Brockhampton, at hvis de var et fodboldhold, – der er nok medlemmer af gruppen til at stille et 11-mandshold – så var de ekstremt svære at spille mod, for Brockhampton skifter tempo og stil så hurtigt, at det er umuligt at forudsige, hvad der sker lige om lidt. Og det gør de mere end nogensinde før på Iridiscence. Du kan med fordel starte albummet med nummeret WHERE THE CASH AT. Det er her albummet for alvor går i gang, og det er svært ikke at lade sig rive med af et så dirty didgeridoo-agtigt beat.

Som stor fan af gruppens tidligere værker, må jeg være ærlig at indrømme, at jeg savner det nu tidligere gruppemedlem Ameer Vann rent musikalsk. Meget kan man sige om ham, men han havde de vildeste tekster og det bedste flow i gruppen. Dog tror jeg ikke, at man vil tænke over, at der mangler noget, hvis man ikke har hørt Brockhampton før, så et eller andet sted har den tilbageværende del af Brockhampton oppet sig på Iridescence.

Derudover har Noname smidt Room 25, som Mathias har skrevet om længere nede på siden. Maribou State viser høj kvalitet på deres nye album Kingdoms in colour. Men bortset fra et helt genialt samarbejde med KhruanbinFeel Good, lyder de desværre meget som på deres tidligere udgivelser.


Hør eller genhør Carlo & Selmas DJ-set fra Regnskys fødselsdagsfest

0
0

Vores 10 års fødselsdagsfest på Jolene den 15. september vil for evigt fremstå som en stor aften i Regnskys historie.

Denne aften havde vi samlet en række af vores yndlings-dj’s, der var med til at gøre aftenen uforglemmelig. Til at lukke festen havde vi selskab af Carlo & Selma, der leverede et hårdt og emotionelt house-set fyldt med en masse afstikkere til italo, electronic-body-music, techno og disco.

Deres to timer lange lukkeset er blevet foreviget, og vi er stolte over at kunne dele dette fremragende mix.

Duoens mange dj-sets rundt i hovedstaden afslører med al tydelighed, at italienske Carlo Molino og norske Selma Skov Høye er en af tidens mest spændende, eklektiske og grænsebrydende dj-duoer, København gemmer på. Duoen står også bag den nye klubnat GROUP THERAPY på natklubben Ved Siden Af. Klubnatten er et queer-community og et safe space-miljø for minoriteter, og den åbner 19. oktober med et internationalt line-up.

Stor tak og masser af kærlighed til vores fødselsdags-dj’s Theodor Clausen, Sousa/Schmidt, Søren Daugbjerg og selvfølgelig Carlo & Selma.

Gold Panda og Jas Shaw fra Simian Mobile Disco udgiver album som ‘Selling’

0
0

Den britiske producer Gold Panda, der længe har været en god ven af bloggen og siden 2010 har udgivet de tre fine album Lucky Shiner, Half Of Where You Live og senest Good Luck And Do Your Best, har for en stund forladt tilværelsen som soloproducer og i stedet kastet sig over et samarbejde med Simian Mobile Disco-produceren Jas Shaw. Sammen har de under aliaset Selling spontanudgivet albummet On Reflection, der er ude nu digitalt via pladeselskabet City Slang, der også har udgivet Gold Pandas ep fra sidste år, Kingdom, samt Caribous fremragende Swim fra 2010. Albummet udgives på vinyl den 14. december.

Gold Panda – med det borgerlige navn Derwin Dicker – har ifølge en pressemeddelelse kendt Jas Shaw i mere end et årti, og Simian Mobile Disco-produceren har også mixet to af Gold Pandas plader, herunder debutalbummet Lucky Shiner. Gold Panda og Simian Mobile Disco har også turneret USA, England og Japan sammen, og det var på disse turneer, at snakken om et fælles udspil første gang opstod. Men det var aldrig med en forhåbning om at lave et helt album, fortæller Gold Panda:

“Vi lavede ikke dette for et pladeselskab eller noget. Det var oprindeligt bare for sjov. Der var ingen planer om at lave et album. I starten troede vi, at vi ville lave et track her og der og så udgive det på vinyl. Men så stod vi med et album, der faktisk lød ret godt. Så vi tænkte, ‘nå, hvis vi har lavet et album, så skulle vi måske bare udgive det’,” lyder det ifølge pressemeddelelsen fra Gold Panda, der tilføjer, at ‘On Reflection’ er den mest umiddelbare og naturlige plade, han nogensinde har lavet:

“Jeg havde aldrig troet, at jeg ville bare en person, der laver kollaborationer, men jeg tror, jeg har fundet den rette person at lave en plade med.”

Og fordi pladen allerede er ude, har pladeselskabet City Slang kvitteret med at lægge hele pladen, der består af ni numre, ud på sin YouTube-kanal. Herfra deler vi den både legende og melankolske single, Keeping Txme, der med sin arpeggio-melodi, bløde beats og melodiske akkordprogressioner rummer lige så mange følelser, som vi kender det fra Gold Pandas egne udspil.

Theophilius London og Tame Impala genindspiller discodiamant

0
0

Et af mine absolutte yndlingsdansenumre er Steve Monites ’Only You’ fra 1984. Det er en vaskeægte kultklassiker med en af de mest funklende basgange nogensinde. Originalen har et futuristisk lydunivers og lyder stadig dugfrisk den dag i dag.

Theophilius London og Kevin Parker må være enige i, at sangen er yderst spændstig, for de har netop udgivet et cover af dansedjævlen. Jeg vil dog mere kalde det en genindspilning end et cover, for selvom man kan høre Tame Impalas patenterede slørede synths, har sangen fuldstændig samme struktur og lyd som Steve Monites version. På trods af, at man nok skal se udgivelsen som en hyldest til discohymnen, virker den stadig lidt ligegyldig, for det er ikke meget, de to kunstnere fornyer sangen. Genindspilningen ledsages af en musikvideo i VHS-retrostil tonet i lilla og guldglimmer.

London og Parker spillede for nyligt et udsolgt show i Los Angeles under gruppenavnet Theo Impala. Duoen har indtil videre kun udgivet ’Only You’, men rapperen har tidligere spillet et nummer fra samarbejdet ’Whiplash’ til koncerter tilbage i 2016. Efter sigende skulle begge sange være at finde på Theophilus Londons kommende album BeBey.

Theo Impala er ikke de eneste, der har fortolket Monites klassiker. Tilbage i 2017 spillede selveste Frank Ocean nummeret under sin koncert ved FYF Fest i Los Angeles. Hvis det ikke kan overbevise dig om, at ’Only You’ skal direkte ind på din danseliste, så ved jeg ikke, hvad der kan.

Kwamie Liv leger musikalsk kamæleon på debutalbummet “Lovers That Come and Go”

0
0

Tilbage i 2014 kastede jeg min kærlighed på Kwamie Liv og særligt den populære single “Lost In The Girl” og Angel Haze-samarbejdet “Pleasure This Pain” fik en fast plads på min playliste – og har været der lige siden! Dette er da også grunden til, at jeg blev glad helt ind i maven, da det blev offentliggjort, at der rent faktisk var et album på vej fra Kwamie Liv. Nu er det sket. Nu er det ude. Og jeg er vild med “Lovers That Come and Go”.

Som en vaskeægte juleaften er jeg blevet den lykkelige ejer af hele 11 nye sange, og en ekstra gave i form af den lille akustiske perle til slut: En smuk, smuk, smuk version at hittet “Higher”. “Lovers That Come and Go” er et nuanceret album, der tager lytteren gennem alle facetter af Kwamie Livs lyd. Fra lyse, poppede P3’s Uundgåelige “Follow My Heart” til den organiske sydlandske “Sweet Like Brandy” – albummet har det hele, og det er på godt og ondt.

Når Kwamie lader hendes dybe stemme blende ind med elektroniske beats og svøber den ind i diverse vokaleffekter, mister jeg gang på gang mit hjerte til hendes fantastiske stemme og lydunivers. Særligt sange som “Last Night”, den konstant uforløsende “Blasé” og “Palm Tree Jungle” der indeholder en fantastisk outro, til dem der lytter med så langt, ligger højest på listen over yndlingssange fra udgivelsen. Åbningsnummeret “Do To You” synes jeg også var en dejlig overraskelse, der, med sin dybe, svævende lyd og Kwamies gennemtrængende vokal, på fineste vis reintroducerede mig til lyduniverset efter fires års stilhed fra sangerinden.

At Kwamie Liv har en forkærlighed for både det elektroniske og det organiske kom allerede frem på debut EP’en, og det er igen medført på debutalbummet. Der er sange der, i mine ører, lyder som om, at de bevidst er skrevet til radioen. Det er ellers noget af det anti-radio-sangskrivning, som fangede mig ved debut-EP’en, der med nedtonede og tunge produktioner viste Kwamie Livs fantastiske sangskrivning og fængende melodier frem på en anderledes måde.
“Follow My Heart” – der rent faktisk også blev P3’s Uundgåelige – og “Mama’s A Millionaire” bliver for gennemtænkte, for upersonlige og for radiopoppede til mig. Særligt sidstnævnte nummer læner sig meget op af det alt det afrobeatinspirerede, der gennem den sidste tid er blevet utroligt populært. Jeg synes, at det er en smule ærgerligt, da det er to gode sange, som pakkes ind i produktioner, der skubber dem væk fra resten af pladens materiale. Kwamie Livs vokal passer, efter min mening, ikke 100% ind i disse produktioner, og de ender aldrig der, hvor det føles som om, at de gerne vil hen.

Tekstuniverset på “Lovers That Come and Go” drejer sig endnu engang meget om nattelivet, kærligheden og relationer mellem mennesker. Jeg synes, at Kwamie Liv skriver fantastiske og dragende historier ind i sine sange, og særligt “Deep Water” og “Did” gav mig lyst til at lytte til nummeret igen med det samme, selvom produktionerne er lidt til den anonyme side. Også “New Boo” og “Last Night” er skarpe kandidater til enhver pre-party playliste.

“Lovers That Come and Go” er en blandet landhandel af alle de ting, som Kwamie ønsker at vise sine fans: det tunge elektroniske, de organiske kærlighedsballader der falder perfekt ind i enhver Tarantino-film, og de nye mere poppede skæringer, som jeg er sikker på, nok skal give hende en større – og efter min mening – velfortjent plads i folk musikalske bevidsthed. Nu vil jeg for titusinde gang sætte “Blasé” på mit anlæg, og krydse fingre for, at jeg kommer til at opleve “Lover That Come and Go” blive bragt til live på scenen en dag.

Bryd fordommene om fuglefreaks og ryst halefjerene på Dans og Lærs nye single

0
0
Foto: Frederik Schumann

Kan du huske Benny’s Badekar og den excentriske ornitolog, der flakser rundt med opspillede og roterende øjne, former næb af sin næse og imiterer fuglefagter? En kikset og indladende type, der prøver at overbevise lille Benny om, at han ikke er spor børnelokker-agtig. En ornitolog, der har efterladt mig med et indtryk af, at det kun er gakkede og sære professortyper, der beskæftiger sig med fugle. 

Det var først efter, at jeg stiftede bekendtskab med den danske kvartet: Dans og Lær, at jeg fik øjnene op for fuglenes finurlige sprog og brudt mine fordomme om fuglefreaks. Det er nemlig nørderiet og fascinationen for fuglenes skønsang, der er forudsætningen for Dans og Lærs elektroniske danserytmer og fuglefunk.

Det hele startede for 10 år siden, da frontmanden Bjarke Søballe Andersen (også kendt fra indiebandet Leisure Alaska, der i min optik har udgivet en af de bedste danske popsange: Hey There Mr med den yderst fantasifulde animationsvideo) kastede sin kærlighed over gamle kassettebånd fra Dansk Ornitolog Forening. Bjarke samplede de 40 år gamle optagelser af fugle- og menneskestemmer og akkompagnerede dem med håndindspillede elektronisk musik, der bl.a. byder på insisterende bass, spacey synth, koklokker og tropiske-taktrytmer. Lyde der godt kan drage associationer til Chemical Brothers og Fat Freddys Drop. Teknikken bag arrangementerne er at mime fuglenes kald og overføre dem til musikken, så det bliver fuglene, der digerer.

Ryst halefjerene og lær på samme tid: 
Som navnet indikerer, kan man altså både ryste fjerpragten og blive klogere på fuglenes filosofi på samme tid.  Bjarke Søballes første soloudgivelse Havens Fugle fra 2010 er en anerkendende hyldest til vores bevingede venner, som mange har en tendens til at tage forgivet. Sidenhen har guitaristen fået selskab af Andreas Halberg på bas, Frederik Schumann på trommer og Lars Meiling på synth. Den fuldbyrdige flok har sammen udgivet studiealbumene Flere Fugle, det engelsksprogede New Zealand og er nu aktuelle med det nyeste udspil Fra Fugl til Fugl, som udkommer i slutningen af måneden. Heldigvis løfter spøgefuglene allerede vingen for deres funky fugleunivers på 1. singlen Munk i dag!

Nummeret er i sin enkelthed præget af en rastløs og sitrende stemning, som passer perfekt til munkefuglens søgende fløjtetoner. Der er desuden sammenflettet et munkekor i omkvædet, som fungerer farligt godt med den insisterende bass. Videoen er instrueret af koregraf, Sara Jordan, og der bliver for første gang skabt sammenhæng mellem bandnavn og videomateriale. Her fortolker den brasiliansk-japanske danser, Vitor Hamamoto, nummerets dystre stemning i en mørk kirke, mens farverige og psykedeliske fugle åbenbarer sig for ham. Der er religiøse undertoner over dansen, og Vitor lader til at gå fra et indre kaos til katarsis. Desværre virker videoen lidt for forsøgt og artsy-fartsy agtig, og det stjæler opmærksomheden fra det ellers glimrende nummer. 

Hele det naturskønne dobbeltalbum udkommer d. 30 november, og jeg kan godt afsløre, at der er noget at glæde sig til. Kan man ikke vente på, at udgivelsen klækker, kan det købes før tid til Dans og Lærs release-koncerter i løbet af måneden. Jeg har heldigvis allerede kløerne i pladen, og det bliver med en kæmpe fugl på, at halefjerene skal rystes på Hotel Cecil d. 25 november!

Dans & Lær flyver mod nye, imponerende højder

0
0

Har du hørt en fugl synge om, at Dans & Lær lander med deres fjerde studiealbum i dag?

Så hørte du rigtigt! Dans og Lær er nemlig fløjet tværs over Nordsøen og lander efter indspilninger i England med det dugfriske dobbeltalbum Fra Fugl til Fugl under vingerne. Pladen er indspillet i Echo Zoo Studios i Eastbourne af produceren Joshua, som også står bag produktioner for , Mew og Kent. Desuden er albummet mikset bag Tony Viscontis gamle lydpult, der bl.a. blev brugt på David Bowies legendariske Scary Monsters. Måske det er med påvirkning fra 80’ernes art-rock, at kvartetten har fundet inspirationen til den eksperimentelle stilart, der med nye fuglestemmer, sfæriske synthwave-stemninger og fusionsjazzede udskejelser løfter ambitionsniveauet til helt nye højder.

Tidligere på måneden løftede Dans & Lær vingen for det ambitiøse album med førstesinglen Munk. Se den her og læs mere om kvartettens baggrund i tidligere indlæg.

Fra Fugl til Fugl er firkløverens fjerde studiealbum, og som på de tidligere udgivelser får vor bevingede venner en anerkende hyldest med oplæsninger af Ole Geertz-Hansen fra Dansk Ornitologisk Forening. Med samples fra det gamle kassettebånd Havens Fugle fra 1968 bliver læren om fuglenes naturunivers og komplekse stemmer akkompagneret af Dans og Lærs finurlige fuglefunk.

På det nye album står ornitologstemmen dog ikke alene, da kvartetten har udvidet tekstuniverset og stemmearsenalerne med selvstændige vokaler og gæsteoptrædener fra bl.a. Annika Aakjær, der med sin lyse og smukke stemme agerer sangfugl til Jernspurvens sfæriske melankoli, der minder mig om College & Electric Youths’ A Real Hero. Hvis Ryan Gosling byttede Chevroleten ud med vinger, ville det være dette nummer, der fik ham til at svæve langt over Los Angeles’ veje i Drive. Udover at drage associationer til Nicolas Winding Refns formidable soundtrack trækker Løvsanger mine tanker hen på fugletræk og varme himmelstrøg med en tryllebindende synth og let fuglekvidren.

Mit favoritnummer blandt pladens store fuglediversitet er Mursejler, som har fået et renæssancepust under vingerne; den er fløjet fra EP’en i 2016 over til fugleflokken på det nye album. Mursejleren løfter stemningen højt op over byens tage og fænger med en svævende og insisterende melodi og fuglens kraftige skrig. 

På det tredje nummer, Grænsanger, optræder både fuglesang, ornitologrøst, varme popbeats og elektro-eksotiske rytmer, der med en dobbelthed bevarer det gamle udtryk af finurlig fuglefunk, men også bliver lidt fjollet og flertydig. Kompositionen fremstår en anelse rodet, og rytmikken er tilbøjelig til at blive lidt for repetitiv. Det er som om, at pladen vil liiidt for mange ting på én gang, og at overgangene mellem numrene bliver for mærkbare. Til gengæld er jeg fan af albummets omfavnelse af gæstekunstnere, og at udgivelsen er holdt på dansk modsat det engelsksprogede New Zealand-album fra 2014, hvor jeg manglede den rigsdanske ornitologrøst.

Med det sagt kan jeg meget varmt anbefale at få kløerne i dobbeltvinylen. De to sidste numre har fået sin egen side og reder kompositionens knuder ud med en løssluppen synth-stemning og fusionsjazzede udskejelser, der bl.a. drager mine associationer til Daft Punk og Kavinsky. På Tyrkerdue er bassen dyb og vuggenede, og med en mørk og mystisk lyd minder den om Natugle på første skive, der, i en hyldest til Dansk Ornitologisk Forening, går under samme titel som kassettebåndet fra ’68: Havens Fugle. Det 11-minutter lange outro-nummer, Tornirisk, starter i dagslyset med en french-house-stemning, der med en dyb bass og en legende saxofon sammenflettes med space-synth og robotstemmer, der her ikke virker spor malplaceret. Undervejs bliver Tornirisken mørklagt af en tordnende hvirvelvind, der rusker arrangementerne rundt, tiltager i styrke og løfter ambitionsniveauet op til imponerende højder.

Ekstra julebonus:

Kvartetten har lavet en julekalender med 24. håndlavede ugler, der hver dag giver et lille indblik i uglernes mystiske verden med musik fra Dans og Lær. Hvis bjælder og kitschy julehits hænger dig langt ud af halsen, er her en enestående mulighed for at høre verdens – måske – første julemusik akkompagneret af fuglekvidder og uglefacts.

Start din juleferie med at tjekke den danske indie-undergrund ud!

0
0

På onsdag afholder vores gode Regnsky-venner Wonderwhy en labelnight hos Hotel Cecil. Hvis du interesserer dig for upandcoming dansk musik, hvilket du nok gør, fordi hvorfor skulle du ellers læse Regnsky, så er der her fra en anbefaling til at svinge forbi og nyde bl.a. Guldimund og Rebecca Lou live. Desuden er det en god undskyldning for at komme forbi Hotel Cecils smukke lokaler og få en iskold Albani på fad til 40 kroner. 

Jeg tog lige en hurtig snak med indehaver af Wonderwhy, Magnus Grilstad, om arrangementet, fordi jeg lige ville høre, hvorfor han havde valgt at afholde det.

Hej Magnus. Hvorfor afholder du det her arrangement, og hvordan fungerer det med så mange artister på én aften?

  • Det er fordi vi gerne vil vise nogle af vores artister frem. Det bliver i showcase-format, og de har 30 minutter pr. koncert. Første band går på 19.30 og sidste 22.30.

Er det så ikke kun et event for musikbranchen?

  • Nej, det er en god mulighed for at gå på opdagelse i den danske indie-undergrund, synes jeg. Vi præsenterer også en helt ny artist i “Your Love”.

Nu spiller dine artister vel ikke julemusik, vel?

  • Det regner jeg ikke med, men man ved aldrig med Guldimund. Da han holdte koncert på Stengade i marts gik han pludselig ned blandt publikum og delte flyers ud, fordi nu skulle vi alle sammen synge “Jens Vejmand”.

Hvorfor holder du det på Hotel Cecil?

  • Fordi det er et fedt sted. De har virkelig taget den et nøk opad med æstetikken siden Jazzhouse lå der. 

Så hvad kan jeg forvente af på onsdag?

  •  God musik og forhåbentlig god feriestemning. Det er en god mulighed for, at man kan kickstarte sin juleferie med et par øl med vennerne og høre noget musik.
Asger fra Guldimund. Foto af Lene Kronow.

Hvis du stadig mangler én god grund til at tage ind til arrangementet, så vil jeg bare lige fremhæve Guldimund som den grund. Blaue Blume-medlemmet Asger Nordtorp har skabt noget helt særligt med sit projekt her, og han gav en af årets bedste koncerter på Uhørt-festivalen i sommer. Han er én, der er værd at holde øje med, og han har skrevet nogle virkelig stærke sange i bl.a. “Til min mælkebøtte” og “Novemberpige”. Det skal dog ikke tage noget fra de andre optrædener på aftenen – jeg kender dem bare ikke så godt, endnu. Men jeg ved, at Wonderwhy altid er garant for kvalitet.

Du kan tjekke eventet ud her: Wonderwhy x Hotel Cecil


Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo

0
0

I dag fjerner synth/indie-bandet Yör & U forhænget for deres nye debut- og live-musikvideo Badekar.

Yör & U er et dugfriskt dansk band sammensat af fire venners kunsteriske personligheder og passion for musik. Firkløveren består af Marie Kildebæk på vokal, Viktor Dahl på synthesizers, Janus Bagh på bas/synthesizer og Lasse Jacobsen på trommer. Efter mange års sammenspil og uddannelser fra RMC, DDSKS, Sonic College og musikkonservatoriet i Amsterdam er de i dag aktuelle med deres første live-musikvideo, som har premiere på Regnsky.

I 2018 var bandet at finde på Karrierekanonen med numrene Overflade og Landskab, men udfolder sig på Badekar med ny styrke og en stemningsmæssig ynde, der løfter bandets lydbølger til helt nye højder.

Bandnavnet kommer sig af en drøm, Marie havde en nat om et band, der spillede rå og viljefaste sange sunget med hudløs ærlighed. I drømmen hed bandet Yör & U, og da Marie vågnede, besluttede hun sig for at gøre drømmens lyd til en realitet. Centralt for Yör & U’s musikalske udtryk er den rene frekvens og det dansksprogede tekstunivers, som kan drage associationer til Katinka, men som alligevel fremstår langt mere eksplosivt og elektronisk. Rent kunstnerisk og lydmæssigt trækker bandet nærmere tråde til internationale kunstnere som Little Dragon og Sonnymoon. Teksterne er personlige og udfoldes i en lyd, hvor det skrøbelige og intime akkompagneres af det store og insisterende. Tekstuniverset bevæger sig desuden i mellem det fremmede og velkendte, hvor Yör & U formidler personlige fortællinger om konfrontation, minder, forandring, erkendelse og kærlighed.

Musikken og filmen til Yör & U’s Badekar er optaget i et uklippet one-take og er instrueret og produceret af bandet selv. Debuten skyller ikke lytteren ud med badevandet eller leder til en anden Flemming Quist Møller undervandsverden med syngende barbrystede havfruer og dansede rom-drikkende skeletter. Den kredser ikke om Bennys Badekar, men om Yör og U’s æstetiske lilla-violette lys-univers, som kan minde om en tur på Louisiana og Yayoi Kusamas uendelige rum med de mange prikkede lysinstallationer.

I midten af lysrummet spiller bandet i tæt nærvær og udsender energiske beats og pulserende synthesizers, som står side og side med dansksproget lyrik og Maries kraftfuld vokal. Om det lyriske arbejde udtaler Marie: ”Det at blive voksen er en underlig størrelse, og ’Badekar’ fortæller, at vi kan være lige præcis de voksne, vi har lyst til at være: voksne der svømmer i lys, og som passer på hinanden”.

På Badekar giver sammenblandingen af den personlige lyrik og musikvideoens upolerede udtryk en nærværende og ærlig livestemning, som får mig til at tænke på Cphxsessions’ liveoptagelser af danske indiekunstneres optrædener fra et lille lydstudie, som er lavet i samarbejde med Roskilde Festival. – Tjek det ud, der er virkelig guld i mellem!

Generelt er jeg fan af, hvordan ord og betydning forbindes i en legelysten lyrisk form i Yör & U’s lydunivers. Men mest af alt er jeg draget af den upolerede live-lyd og den autentiske optagelse, og jeg kan kun sige, at 2019 tegner godt for nye og prætentiøse opdagelser i det danske musikocean. Spring ud i det og swim good!

Bonus info: Mens du ligger tilbagelænet i det lilla-lyriske badekar, kan du glæde dig til at bandet spiller en række koncerter over foråret og sommeren samt indspiller en EP.

When Saints Go Machines nye single ‘So Deep’ er den ultimative median

0
0

Den danske gruppe When Saints Go Machine er aktuel med deres nye single ‘So Deep’. Er det en albumforløber? Det ved vi ikke, men hvis det er, lover det godt.

Der løber en devierende og uforudsigelig linje gennem When Saints Go Machines bagkatalog. Siden den anmelderroste og grænsesøgende synthpop-gruppe udgav sit seneste album i 2013, Infinity Pool, har When Saints Go Machine smidt trommesættet ud af tourbussen, reformeret sangstrukturen med et nu mindre fokus på hooky omkvæd, eksperimenteret med hiphop-lyd, udgivet en “friforms”-ep og spillet udsolgte koncerter med et fuldt oppakket symfoniorkester.

Og hvis man har haft svært at følge med i When Saints Go Machines udvikling, så er det måske nu, man skal slå ørerne op. Gruppens nye singleudspil, So Deep, virker nemlig til at være den ultimative, millimeterpræcise median af gruppens adskillige ‘digressioner’.

På fire minutter serveres lytteren for let dissonante synths, mens Nikolaj Vonsilds manipulerede og uklare vokal anfører en syntetisk og distanceret melankoli over nummeret. En pitchet stemme advarer if you betray me, mens langt udstrakte, bragende trommer i enkelte momenter bryder med det ellers ambiente lydbillede.

Stilmæssigt virker So Deep mere genkendelig i forhold til 2018-forgængeren og ep’en It’s A Mad Love, men det er ikke genkendelighed, det er snarere et vellydende deja-vu, der irrationelt popper op og river i ørerne. For hvis vi kan regne med en ting, så er det, at When Saints Go Machine aldrig forsøger at genskabe sig selv. Men kan vi så regne med et album i 2019? Hvis So Deep er en albumforløber, kan der være god grund til at glæde sig.

Singlen er udkommet fredag på det danske pladeselskab Escho.

Hør første track fra det nye københavnske house-label Axces

0
0

Ovenpå et af de bedste tracks fra det forgangne år er Kasper Marott tilbage med en ny udgivelse fra sit dugfriske pladeselskab Axces, som han har startet sammen med sin gode ven og samarbejdspartner Alfredo92. Det første nummer fra den kommende 12″-udgivelse er da også netop et samarbejde mellem de to, og første smagsprøve fra pladen – som ventes ude i midten af april – kan høres nu.

Det koklokke-glade nummer hedder Os To og er i et såkaldt Johnny DJ All Star Bubble Gum Mixie, og på Soundcloud sætter duoen selv ord på, hvad der er i vente:

The record was created in 2017 at the professional facilities we’ve come to know as Nordvest Auto. On both tracks, you’ll hear a lot of drums, some bass, effects, samples, vocals and sounds from beyond, we don’t know how to describe. They’ve been tested on various sound systems during the past year, and we can ensure you that a flat EQ and max volume will suit the tracks almost anywhere.

Axces blev første gang omtalt her på bloggen i december sidste år som en del af det tværgående musiksamarbejde og -kollektiv DJ Foreningen. Det kan du læse mere om her.

Fremadstormende aktører i København samler sig i DJ Foreningen: Interview med DJ og label-boss Courtesy

Flyv med på ASTRONAUTS nye single gennem en ‘indie-galaktsisk’ tåge

0
0
ASTRONAUT. Pressefoto

Tag Bowies drømmende 70’er pop, mix det med Tame Impalas støjende indie-rock, skru en anelse ned for de neo-psykedeliske udskejelser, og du har ASTRONAUT. Det danske band er efter to års arbejde klar til at udsende debutalbummet Silence One i foråret. Indtil da kan du svæve med på musikvideoen til deres nye single Inside An Atom.

ASTRONAUT udspringer af de græske ord ástron og nautes, der tilsammen betyder stjernesejler. Et passende navn til et band med en psyk-poppet klang og et kosmisk lydunivers. Bandet består af fem venner, som mødte hinanden på musikkonservatoriet i Århus. Sammen udgør de en britrocket og flamboyant udstråling, der er svær at ignorere.

Nogle kender måske allerede århusianerne fra debut-ep’en A Bloud of Ink og musikvideoen til nummeret Imagionary Friend, der er optaget i en jetjager, som flyver på hovedet. De fem århusianere er nu klar til at indtage luftrummet med nyt materiale under vingerne, og på den nye single Inside An Atom, beviser de musikalske astronauter, at de ikke er bange for at flyve mod ‘ozonhøje’ himmellag.

Inside an Atom er som et splittet atom, der folder sig ud og bliver til en fortryllende og sprælsk indie-skæring. Nummeret starter i en lys og svævende rock-sfære og bevæger sig længere og længere over i et mystisk mørke, hvor dynamiske trommerytmer afslutter udfoldelsen. Det lille atom emmer af bittersød intensitet, og skaber en stemning, der vender op og ned på det smukke og mørke – En stemning, der ifølge forsangeren, også har været en intention at skabe:

“Første single “Inside an Atom” fra albummet skulle være en kærlighedssang. En sang til det menneske, der kan hive os ud af vores lort, når vores verden lukker sig for tæt om sig selv. Når vi lukker os inde og næsten smider nøglen væk, men bliver taget i hånden, når vi mindst venter det.  En sang til dét menneske, der kan få os til at glemme mærkelige oplevelser, vi har haft, mærkelige ting vi har set og som tror på os, når vi er mest mærkelige” – Martin Zeppelin.

Musikvideoen til nummeret er instrueret af den ukrainske collage-kunstner Sergei Sviatchenko – og det er netop collagekunsten, der er central i den grynede og flimrende animationsvideo, hvor blinkende øjne og afskårne hænder krydses med svævende skyer og dystert tornekrat. En svævende gullig boble – eller ’æggevidesol’, om man vil, binder elementerne sammen og belyser silhuet-portrætter af bandets medlemmer.

Collage fra musikvideoen til Inside an Atom. Pressefoto

Videoen drager mine associationer til Kashmirs animationsvideo til She’s Made of Chalk, hvor mange af de samme enkeltdele optræder; og det skal her opfattes som et kæmpe kompliment, når jeg kaster tråde til Kasper Eistrups løsslupne og kreative kunstunivers.

Alt i alt er ASTRONAUTS første single spækket med højkoncentrerede, sensible toner, der bare venter på at blive forløst. Jeg glæder mig til at samle resten af ‘lyd-atomerne’ på debutalbummet i foråret og er spændt på, om de lever lige så flot op til ambitionsniveauet som på Inside An Atom.

The William Blakes udgiver single forud for ny albumudgivelse

0
0

The William Blakes‘ nye single Turn Us Into Them er en ørehængende andensingle forud for udgivelsen af det nye album 1991, der udkommer den 29. marts. Musikken af barndomslegenderne Elton John, The Beatles og Supertramp har været drivkraften for stilen på det nye album, og det slår også igennem på den nye single. Alligevel har de fire musikeres legen og nysgerrighed skabt et unikt, dynamisk og klaverbåret arrangement, der samtidig har et vigtigt politisk budskab. Turn Us Into Them er en sang om immigrationspolitik set fra en flygtnings synspunkt:

“Efter at jeg flyttede til USA — hvor de har mange helt andre store politiske problemer — blev jeg ret overvældet over, hvordan alle har lov til at være dem, de er. Hvordan det faktisk bliver set som en styrke at være fransk, dansk, yemenitisk, tyrkisk, egyptisk og så videre. Men man er stadig amerikaner. Det gør, at der er en helt anden respekt for hinandens kultur. Og selvfølgelig bliver næste generation bare endnu mere amerikansk. Det er, som om man tør stole på sin egen identitet. I Danmark er vi så bange for, at Danmark og danskhed er noget skrøbeligt, at vi kræver, at andre skal lave sig om for at være her. Ellers går det vi har åbenbart i stykker,” fortæller Kristian Leth, som har boet i New York i en årrække.

Turn Us Into Them

Det er ikke kun respekt og åbenheden for hinandens kultur, der har præget produktionen af nummeret, åbenheden og nysgerrigheden har også været afgørende i produktionen, hvor de fire musikere har byttet roller og på den måde afprøvet andre hovedinstrumenter, end hvad de plejer med Fridolin på guitar i stedet for bag trommesættet, Bo Rande uden flügelhorn og keyboard men med en bas hængende om halsen, Kristian bag flyglet i stedet for guitaren og Frederik på trommer. På den måde leger bandet både med principper som nyskabelse og åbenhed gennem tematikken i nummeret, men generelt også i arbejdsprocessen på resten af albummet.  Det nye og det gamle, det kendte og det fremmede, det poppede, rockede, eftertænksomme, politiske og dynamiske flettes sammen på bedste vis på denne nye single. Turn Us Into Them er en forårslegende, rock-poppet smagsprøve på den lyd, vi kan vente os af kommende album – der er noget at glæde sig til!

Den 29. marts udgiver The William Blakes albummet 1991 på bandets eget pladeselskab Speed of Sound

Foto af Nina Frifelt

TURN US INTO THEM:

Ao they said we were all the same

Nothing here but numbers and names

And we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

They told us we had nothing to fear

We could live like we wanted here

And we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

Oh, oh here we go

They walk straight into our homes

Pick us up at night

And then they try to

Turn us into them

Turn us into them

They kept saying it was for our best

Thought we were free but were really oppressed

So we did what they said

And we did what they said

But they just kept coming

I came here from another place

War in my bones and death in my face

Back there we did what they said

Then we did what they said

But they just kept coming

Viewing all 54 articles
Browse latest View live